Anmeldt af Kim H. Pierri

På bagsiden af bogen står der: ”Ifølge en sejlivet myte gjorde Harald Blåtand danskerne kristne. Alligevel overlevede den hedenske tro i århundreder”. Flemming Chr. Nielsen har udgivet endnu en bog, hvor han gennemgår sig teori om at der i norden var en hemmelig hedensk modstandsbevægelse mod kristendommen op gennem århundrederne. Forfatteren har i 1973 udgivet “Guder i Norden – Troen der overlevede” og i 1981 udgivet “Troldenes krig – Vikingetroens hemmelige kamp fra Harald Blåtand til i dag”, som begge har samme teori som baggrund.

Bogen er lidt rodet. Flemming leder efter tegn på at hedenskaben har overlevet i århundrederne siden Nordens kristning omkring årtusindskiftet. Det finder han på mange forskellige måder. Han starter med at gennemgå den brutale omvendelses-historie fra Heimskringla (og andre kilder) og derefter tolker han den lokale modstand man hører om i bogen som led i en bevidst og koordineret modstandsbevægelse. Det mener jeg ikke at kilderne berettiger, det kunne jo være at kristningen havde været sværere, hvis sådan en modstand havde været organiseret, så kunne det jo være at kristningen havde været modstået noget bedre.

Flemming mener at kunne se en fortsat modstandsbevægelse af klart hedenske mennesker op gennem middelalderen. Her bruger Flemming folkesagnene. Et eksempel er en af historierne om nogle kirker som alle har samme sagn tilknyttet. Sagnene fortæller at man ikke kunne bygge kirken, for man byggede på kirken om dagen, men om natten blev det man havde bygget revet ned igen. Det viser sig at kirken er bygget på en ”bjergmands” mark og bjergmanden vil ikke lade dem bygge kirken der. De laver så en aftale med bjergmanden at de godt må bygge kirken mod at han fik den første brud kørte over en nærliggende bro. Det sker hverken værre eller bedre end at en brud ved en fejltagelse kører over broen og bliver taget af bjergmanden. Flemming mener at dette er en erindring om reelle begivenheder, hvor Modstandsbevægelsen saboterede bygningen af kirken mod at få en brud. Ydermere mener Flemming Nielsen at det jo kunne være at hun og andre kvinder der bliver ”bjergtagne” er ofret af denne hedenske modstandsbevægelse.

Et andet eksempel på det han gør i bogen er at han betegner tatere som et indvandrende hedensk folkefærd. Ordet tater har mange betydninger, men i 1700-tallet var det ofte de 10% af befolkningen der vandrede omkring uden et fast hjem. De tog forefaldende arbejde som ingen andre ville have, tiggede og stjal. Den største del af disse tatere var danskere som var faldet igennem ”systemet”, men der var også udlændinge ibland, både tidligere lejesoldater og romaer. Men Nielsen gør dem til en hedensk gruppe. For at gøre det, så bruger han bla. Carit Etlers historiske romaner som kilde, hvilket selvfølgeligt ikke er en god metode.

Kapitel 8 og 9 handler om runer og magi. Det er rart at Flemming ikke bare bruger den New Age-inspirerede om ide ar runerne kan bruges som en slags tarotkort ud fra runedigtene. Flemming genopliver Hans Brix’s teori om en slags talmagi i runeindskrifterne (Studier i Nordisk Runemagi, 1928). Interessant, men nok noget bedaget. Desuden gennemgår han en del magiske formler fra middelalderen, hvor der bla. indgår navne fra nordisk mytologi. Det kan jo diskuteres om dem der har anvendt disse formler havde en religion som vi kan kalde nordisk hedenskab eller ej er jo omdiskuteret. Der er nok mange i mener at disse formularer er en generel europæisk magisk ide, hvor man så har tilføjet nogle nordiske mytologiske navne til de andre dæmoner fra den kristne mytologi. Det skal dog lige pointeres, at den slags amuletter både findes med runer, men også med latinske bogstaver. Faktisk er de ofte med kristne formulerer og ikke kun hedenske. Det er dog alligevel et par spændende kapitler at læse, også fordi han tager udgangspunkt i de reelle runeinskriptioner seriøst og ikke bare teoriserer ud fra runedigte og Tacitus.

Et andet eksempel på hvordan han bruger litterære værker er i Folkeviserne. I en folkevise om Dronning Dagmar omtales der en Liden Kirsten (ikke hende med Prins Buris). Liden Kirsten bliver spurgt af den syge Dronning Dagmar om hun kan Læse og Skrive og løse min pine. Han har jo nok ret i at det henviser til en eller anden slags magi, men kæden falder lidt af to stæder. For det første ser han åbenbart denne Liden Kirsten som en historisk person, men da der ikke er andre kilder til hendes eksistens end folkevisen, så er det jo ikke tilfældet. Desuden mener han at hun er en sejdkvinde som gemmer sig ude i skoven med de fredsløse hedninger. Det er sikkert korrekt at man på det tidspunkt hvor digtet har fået den form Flemming henviser til, tror at der er folk der kan en slags magi, men om denne er udført af asatroende kan man jo betvivle. Som han selv skriver, så findes der mange formularer nedskrevet på amuletter fra middelalderen. Disse finder vi nu ikke fra vikingetiden og det tyder jo på at de til en hvis grad er kommet ind med kristendommen og er del af en mere europæisk troldomstradition, som jo sikkert er blandet op med lokale forestillinger.

Hvis der har levet reelle hedninger, som afviste kristendommen helt som en slags modstandsbevægelse ude i skovene, ville der nok være nogle reelle kilder som omtalte dem og der ville være folk der reelt bekrigede dem. Jeg er ikke i tvivl om at løsrevne trosforestillinger overlevede fra hedensk tid, men er heller ikke i tvivl om at disse forestillinger var opblandet med kristne og andre europæiske forestillinger og at dem der udøvede dem selv opfattede sig som kristne.

Der er heller ingen tvivl om at skikke og traditioner fra den germanske førkristen tid fandt sin vej ind i den katolske kristendom. Hvis man vil læse om det kan man læse James C. Russels bog: The Germanization of Early Medieval Christianity, som godt nok er skrevet på engelsk fagsprog, men som er besværet værd at læse.

3. del af bogen omhandler 1700 og 1800-tallet. Her giver forfatteren sit bud på hedenskabets overlevelse. Han fortæller her at han ikke mener at man længere kan tale om en ”Hedenske modstandsbevægelse” fra 1600-tallet og frem.

Flemming mener bla. at kunne se førkristen hedenskab i folketroen. Der er da ingen tvivl om at folketroen (som er troen på trolde nisser og andre væsner fra folkeeventyrene) havde sin rod i tidligere tiders førkristen tro, men at mene at de fleste af dem der troede på trolde og nisser, så sig selv som andet end kristne, er jeg ikke overbevist om. Han har en enkelt kilde (Henrik Pontoppidan: Fejekosten) som i 1700-tallet omtaler to mennesker som tilbad Thor, men at der skulle udbredes til resten af bondestanden eller en stor minoritet har han ikke dokumenteret tilfredsstillende efter min mening. Det er vel mest sandsynligt at der er tale om den samme europæiske troldoms tradition iblandet nogle hjemlige navne som tidligere nævnt.

Han vender tilbage til dette spor senere i bogen og kapitel 14. Her gengiver han flere kilder fra Sverige (medregnet Skåne), hvor bønder har påkaldt Odin for at få fordele. Nogle af de citater der henviser til giver nu det indtryk at disse bønder ikke helt kan adskille Odin og Fanden. I det næste kapitler arbejder han med Thor og Loke i Folketroen. Han bruger en del tid på at gennemgå overtro angående Torsdag, man måtte f.eks. ikke starter med at høste om torsdagen. Hvor meget disse tabuer er en rest af den nordiske hedenskab eller noget fælles europæisk (med hedensk terminologi) ved jeg ikke nok om til at kunne vurdere. Dog virker det som spændende kilder, som jeg selv kunne tænke mig at kigge nærmere på når jeg får tid.

Jeg er gymnasielærer og underviser i historie på VUC. Hvis mine kursister havde skrevet en opgave med en så tendentiøs tilgang til sine kilder, ville jeg nok ikke lade den bestå. Men det er som sagt en underholdende og tankevækkende bog.

Disclaimer: Jeg har ikke noget personligt forhold til forfatteren, ud over jeg er på hans Facebook profil og jeg har modtaget et anmeldereksemplar fra forlaget.

Forfatteren opdatere sin bog med jævne mellemrum, så nogle af de kommentarer jeg har lavet, kan være ændret. Den udgave jeg har læst er 1. udgave, 1. oplag, 1918.