Forlaget Frydenlund. 2 bind. 260 og 184 sider. Rigt illustreret. Kr. 499,00
Værket ”Færingesagaen – En anderledes Nordens historie”, består af . 2 bind. Det første bind er på 260 sider og indeholder Kim Fransens gennemgang af Færingesagaens samtidshistore. Bind 2 på 184 sider indeholder selve sagaen, Kim Frandsens noter til sagaen og nogle uddybninger af temaer fra sagaen. Det er et utroligt flot værkværk, som ser godt ud på reolen .
Jeg har ikke læst hele bind 1, men kun nogle dele som jeg lige syntes var interessant. Jeg har bla. læst afsnittene om håndskrifternes historie og om arkæologi på Færøerne. Nogen gange er den lidt for fortællende for min smag. Der er mange citater og genfortællinger fra sagaen i bogen. Hvis man læser bind 1 først, så har man fået sagaen genfortalt mange gange.
Selve Sagaen (bemærk at denne del af anmeldelsen indeholder ”spoilere”):
Færingesagaen blev samlet af oldtidsforskeren Carl Christian Rafn i 1832. Han samlede sagaen fra kortere dele af historien, som han fandt i forskellige islandske sagaer, hovedsageligt kongesagaer fra Flatøbogen, men også Snorri Sturlassons Heimskringla og Den Store Saga om Olav d. Hellige.
I disse kongesagaer var det vigtige at fortælle om hvordan disse konger interagerede med færinger, herunder hvordan Færingerne blev kristne. Derfor har man også valgt at fortælle om Færingernes hedenskab, da den jo lægger op til kristningen.
Der er altså ikke fundet en middelalderlig bog ved navn Færingesagaen eller henvisninger til den i andre bøger fra middelalderen. Det har fået nogle forskere til at mene, at den måske aldring har eksisteret.
De fleste forskere mener dog, at den historie vi finder i Færingesagaen har eksisteret som en kort saga og at denne udgave som Rafn samlede nok er ret tæt på den oprindelige tekst.
Man kan godt mærke at teksten, i den moderne udgave af Færøsagen, kommer fra forskellige kilder. Nogle kapitler starter med referater af den handling der har udspillet sig i de forudgående kapitler, det er jo nok skrevet til af de forfattere der har brugt netop det uddrag af den oprindelige saga, men ikke den forudgående del af sagaen.
Den udgave af Færingesagaen som findes i Kim Fransens bog er for øvrigt Rafns gamle oversættelse i et moderniseret sprog.
Jeg vil her gerne bemærke at det er en skam at Kim Fransen og forlaget Frydenlund ikke har valgt at få den nyoversat, som så mange andre sagaer er blevet oversat de seneste år. Faktisk kan man forestille sig at sådan en genudgivelse som denne, kan ”fylde markedet op”, så ikke er et marked til en nyoversættelse. Det er en skam.
Da sagaen starter er Færøerne styret af tre mænd. En ene halvdel er styret a Havgrímur og den anden brødrene Brestir og Beinir. Havgrímur angriber de to brødre med hjælp fra brødrenes slægtning Tróndur. Den eneste af de 4 der kommer ud af kampen i live er Tróndur som bliver herre over hel Færøerne. Brestir og Beinir har en søn hver sønner, de hedder henholdsvis Sigmundur og Tóri. Tróndur ønsker dræbt, men de ender på et skib til Norge, hvor det er meningen de skal blive trælle, men som det så ofte sker i sådanne historier, så går det dem godt i Norge og de bliver hirdmænd hos den hedenske Håkon Jarl. De er 4 år hos ham, hvor de tager på vikingeekspeditioner, men derefter tager de tilbage til Færøerne for at hævne deres fædre.
Da de tager af sted, så for vi fortale om en interessant episode, hvor Håkon Jarl tager dem med til templet til ære Torgerd Hølgbrud. Denne ceremoni skal give Sigmundur held på rejsen. Her afgiver gudestatuen af Torgerd en guldring til Sigmundur. Når man læser teksten, så ser det ud som om at Håkon Jarl er misundelig over at det er Sigmundur som får ringen.
Den centrale del af sagaen udspiller sig da Sigmundur kommer tilbage til Færøerne, om hans og Tóris konflikt med Tróndur og de kampe de har. I løbet af handlingen tager Olav den Hellige magten i Norge. Sigmundur og Tóri bliver Olavs mænd og kristner på vegne af Olav Færingerne (selvom Tróndur ikke rigtigt ser ud til at blive helt kristen).
I løbet af konflikten angriber Tróndur Tóri og Sigmundurs gård og de to fætre er nødt til at svømme fra den ø de bor på over et strømfyldt farvand (som de er på Færøerne). Sigmundur bærer Tóri på ryggen en del af vejen, men han drugner i brændingen på den ø de når og bonden på øen dræber den udmattede Sigmundur for at stjæle den guldring han fik af Torgerd Hølgabrud.
Konflikten mellem de to dele af familien fortsætter indtil Tróndur dør ”af dyb sorg” efter flere ofre i konflikten. Her slutter sagaen også.
Sagaen er sådanset ikke særlig langt, men fylder en del på grund af mange store og flotte billeder. Nogen gange er der kun et kort afsnit på den ene side af et opslag og så et stort landskabs billede som dækker halvanden side.
Sagaen har mange gode noter til teksten. Man har gjort det underlige valg at lave dem til slutnoter, så man altså skal bladre i hver gang man vil se en note. Det kan godt have noget t gøre med at nogle af noterne er ret lange, men det er også ret irriterende at man skal bladre hver gang og derved kommer væk fra det man læser. Da nogle af kapitlerne er ganske korte, kunne man nok godt få plads til noterne undervejs.
Det er altså en meget kort saga at læse og den er ret aktion fyldt. Jeg har læst rigtigt mange sagaer og synets at denne er en af de mere underholdende af dem. Den kunne godt være et forslag til en der ikke har læst sagaer før.
Lidt for den asatro.
Torgerd Hølgabrud (eller Hølgatrold i nogen tekster) er for øvrigt en spændende guddom, man ved ikke helt hvad hun er. Hun er nævnt i flere sagaer, men oftest i forbindelse med Håkon Jarls æt. I en note på side 155 i bind 2 fortæller Frandsen at den første del af Hølgbrud måske stammer fra ordet hörgr som jo er en stendynge brugt i den hedenske kult.
Rudolf Simek (1993) mener at hun nok enten er en gudinde/fulgje tilknyttet Håkon Jarls æt eller at hun er en lokal guddom i Halogaland. Det bemærkes også i Simek at Jættekvinden Gerds navn er en del af navnet Thorgerd og at sammen med tilnavnet Hølgatrold, så kan man også forestille og at hun er er associeret med Gerd. Hun er altså både blevet set som jætte og gudinde ligesom Gerd.
Hvis vi nu vender tilbage til den ring Sigmundur får, er den en af grundene til at jeg fik taget mig sammen til at læse sagaen igen (læste den sidste gang i midten af 90’erne da jeg skulle på studietur til Færøerne). I de mange amerikanske asetros sider på nettet er der mange der åbenbart har en stor træng til at besidde en ”edsring”.
Mange ser ud til at mene at en edsring, er en ring som en konge eller en jarl giver til en kriger, i forbindelse med at denne sværger en loyalitets ed til stormanden. Det er ikke noget jeg har set i nogen kilde, men da der endeligt var en der nævnte en kilde til denne ide, så henviste han til Færingesagaen og den ring Sigmundur fik at Torgerd Hølgabrud.
Der sker nemlig det at senere i Sagaen, at efter at Sigmundur har været Olavs mand i flere år, så beder Olav om at få ringen og vil samtidigt give Sigmundur en ny ring af samme værdi. Da Sigmundur ikke ønsker dette byt og da Olav bliver vred på Sigmundur skulle det altså vise at Sigmundur ikke ville vise loyalitet over for Olav. Det er selvfølgeligt noget vrøvl, for denne begivenhed sker efter at Sigmundur har været Olavs mand i lang tid, har både kristnet og beskattet Færøerne.
Efter at Sigmundur har nægtet at bytte ringen ud med en anden, så profeterer Olav at ringen skal blive Sigmundurs død. Det er jo nok det at ringen er en hedensk genstand der genere Olav og ikke at den skulle vise Sigmundurs loyalitet over for Håkon Jarl der er problemet. Som jeg har fortalt ovenfor, så er det jo også ringen der er skyld i Sigmundurs ikke særligt helteagtige død efter hans store svømmebedrift.
Edsringe bliver nævnt i sagaer, men de er altid ringe som hører til i templet, som folk kan sværge eder ved og kun goden må bære edsringen. Så edsringe er altså noget helt andet end de ringe stormænd giver.
Anmeldt af Kim H. Pierri